torsdag den 4. august 2016

Tropisk "budding"


Bemærk! Skal laves over flere dage.


Hvis du er veganer eller ikke bryder dig om husblas, kan du bruge 2 tsk. agar agar pulver* i stedet.

Denne opskrift minder til forveksling om cremet honning-lime mousse. Her har jeg erstattet fløden og cremefraiche med kokosmælk for at undgå animalske produkter, så veganere eller mælkeallergikere kan lave desserten også.


(2 personer)


Ingredienser:
1 dåse fed kokosmælk (400 ml)
3 blade husblas
2 spsk. akaciehonning
1 knsp. vaniljepulver
1 lime

1 mango
10 jordbær

2 håndfulde blåbær

Fremgangsmåde:
Dagen før: Sæt dåsen med kokosmælk i køleskabet, så vandet bliver skilt fra selve mælken.

Dagen efter skiller du forsigtigt de 2 dele ad ved hjælp af en spiseske og tålmodighed, hehe. Dette giver omkring 3 dl. fed ren kokosmælk.
Læg husblassen i blød i rigeligt vand. Imens laver du et hurtigt opkog af kokosmælk, honning og vaniljepulver. Sluk for varmen.
Knug vandet fra husblassen og lad denne smelte i kasserollen med de andre ingredienser. Det er her du tilsætter agar agar pulveret, hvis du bruger dette i stedet for husblas.
Riv limeskal i og rør godt rundt (Det hvide fra limeskallen skal IKKE rives med).

Fordel desserten i 2 portionsglas og sæt disse i køleskab natten over.
Når den skal serveres, så skæres mangoen og jordbær i tern og lægges over desserten sammen med blåbærene.


~Velbekomme~


*Agar Agar er vegetarisk gelatineerstatning, der er fremstillet af udtræk fra alger. Agar Agar er et tilsætningsstof der har E-nummer: E406. 
Agar Agar kan anvendes i stedet for husblas, der er animalsk.
E406 er et naturligt forekommende fortykningsmiddel og stabilisator, der udvindes af tang. Agar Agar er et tilladt tilsætningsstof i danske økologiske produkter.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar