søndag den 24. februar 2013

Tunsalat



Denne tunsalat er hurtig at lave og er meget frisk i smagen. Jeg spiser den ofte, da det er en nem måde at få sin fisk og rå grønsager. Den er nem at tage med, hvis man skal have lidt med til en familiefest og ikke ønsker at spise sig mæt i slik og kager.
Tunsalaten kan drysses med grønne spirer, som tilføjer endnu flere næringsstoffer.


Ingredienser:
1 ds. tun
3-4 spsk. økologisk mayonnaise
1 stang bladselleri
½ rødløg
½ rød peberfrugt
1 hårdkogt æg
5 cherrytomater
Salt og peber

Fremgangsmåde:
Dræn tunen for vand og bland det i en skål med mayonnaisen. Hak løget fint. Skær bladselleri og peberfrugt i små tern. Skær æg og tomater i grove tern og bland alle ingredienserne sammen. Smag til med salt og peber.



lørdag den 23. februar 2013

Kikærtefrikadeller (vegetar)


Det er ikke altid, at jeg har lyst til at spise kød om morgenen, og kan derfor have svært ved at få mine proteiner. Derfor kan disse frikadeller være et blidt suplement til min vanlige græske yoghurt med kværnede frø, nødder og bær. De er milde i smagen, og kan også bruges som snack. 

(10 stk.)

Ingredienser:
1 ds. kikærter
50 gr. sesamfrø
½ løg
1 fed hvidløg
1 æg
2 tsk. loppefrøskaller
1 spsk. olie
1 tsk. paprika
Salt og peber



Fremgangsmåde:
Kværn sesamfrøene til pulver i en morter eller kaffekværn. Hak løget fint. Skyl kikærterne grundigt, og dup dem tør med køkkenrulle. Put kikærterne i blenderen og blend dem sammen med resten af ingredienserne. Det kan være en idé at bruge en stavblender, da det ellers kræver, at man rører godt rundt i blenderen ind i mellem for at få blendet kikærterne. De klistrer nemlig sig fast til blenderen og er svære at få blendet jævnt.

Form dejen til 10 frikadeller og steg dem i rigeligt smør på en pande 5-7 minutter på hver side på middel varme.

Tip: Tilsæt lidt revet gulerod eller anden grønsag for at få dem lidt saftigere.

fredag den 22. februar 2013

Bulgur kugler - stærke og fulde af fibre

ca. 30 stk.

Ingredienser:
2 dl. bulgur
70 gr. tomatpuré
4 hvidløgsfed
2 spsk. olie (oliven, avocado, macadamia eller rapsolie)
Persille, 1 håndfuld hakket
1 tsk. chili, pulver eller friskkværnet flager
1 tsk. paprika
Salt og peber


 
 
Fremgangsmåde:
Hæld bulguren i en skål og dæk den med kogende vand, så vandet dækker 2 cm over bulguren. Lad det trække 20 minutter.
Si det overskydende vand fra og pres vandet godt af. Ælt bulguren med hænderne. Tilsæt alle ingredienserne – persillen til sidst. Stil skålen i køleskabet i en times tid.

Form blandingen til små kugler. Jeg brugte et spiseskemål og pressede det godt sammen ned i skeen. Kuglerne kan være lidt porøse, så det er nok nemmest at spise dem med en ske. De smager fantastisk og er fulde af fibre, og vil egne sig godt til tapas-bordet eller som en hurtig snack.
 
 Opskrift f
 

lørdag den 16. februar 2013

Sushi - uden ris

 
(ca. 8 maki ruller)

Ingredienser:
2 dl. færdigkogt quinoa
2 spsk. økologisk mayonnaise
2 tsk. friskkværnet chiliflager
Rød peberfrugt
Agurk
Avocado
Røget laks
1 blad Nori tang

Fremgangsmåde:
Den kogte afkølede quinoa røres sammen med mayonnaisen og chilliflagerne.
Bambusmåtten rulles ud og der lægges et stykke husholdningsfilm henover hele måtten, så der ikke kommer mad ind mellem bambusstavene.
Oven på filmen lægges et blad Nori tang, hvorefter quinoaen fordeles i et passende tyndt lag henover det hele på nær de øverste par cm. Husk at komme godt ud til kanterne.

En tynd aflang skive agurk, peberfrugt, avocado og røget laks lægges samlet på stribe på tværs oven på quinoaen.

Så er det tid til at rulle tangbladet stramt sammen ved hjælp af bambusmåtten. Sørg for at presse jævnt langs hele rullen. Rul en tand mere og pres jævnt igen. Sådan fortsætter du til du når enden. Påfør lidt vand på den del af tangen, som du ikke smurte quinoa på og forsegl rullen så den holder formen.
Sæt rullen på køl i en halv times tid og skær så rullen ud i 6-8 stykker (ca. 1-1,5 cm pr rulle). Husk at skylle kniven ren mellem hvert stykke (så undgår du at det hænger fast og bliver smattet).

Dyp rullerne i lidt soya, og spis syltet ingefær (uden sukker), og evt. lidt wasabi til.


 

fredag den 15. februar 2013

Aubergineruller med ost


Auberginerullerne er meget milde i smagen.

(6-8 stk)
Ingredienser:
1 aubergine
salt
Olivenolie
100 gr. hytte- eller ricottaost
Basilikum
Persille


Fremgangsmåde:
Skyl auberginen og skær den i tynde aflange skiver. Hver skive skal være max 3-4 mm tynd.
Drys lidt salt på hver skive. Læg skiverne i en stabel. De skal trække i 20 minutter for at trække bitterstofferne ud af auberginen.


Skyl saltet af og dup dem tørre med køkkenrulle.

Tænd
ovnen på 225 grader. Læg bagepapir  på en bradepande. Pensl med olie og læg skiverne på og pensl også dem.
Bag skiverne i ca. 15-20 minutter til de er gyldne.

Afkøl dem og læg ricotta på i den brede ende. Drys med friske urter og rul skiverne sammen.





torsdag den 14. februar 2013

Laksefilet med krydret yoghurt


(2 personer)

Ingredienser:
4-500 gr. laksefilet
1½ dl. græsk yoghurt
½ rødløg, finthakket
Dild, fintklippet
Purløg, fintklippet
Salt og peber

Fremgangsmåde:
Tænd for ovnen på 200 grader.

Læg laksefileten med skindsiden nedad i et oliesmurt ildfast fad. Skær et snit midt i den på den lange side. Undgå at skære igennem skindet og helt ud til enderne.

Rør yoghurten med rødløg, dild, purløg, salt og friskkværnet peber. Læg en stor klat yoghurtdressing i revnen på filetten, og bag fisken i ovnen i ca. 15-20 minutter.


Vælg en laks af en god kvalitet. Her er laksen servert med bønnesalaten.



 

onsdag den 13. februar 2013

Tabbouleh salat


Denne salat kan med fordel laves dagen før serveringen. Quinoa frøene indeholder omega-3, næsten alle essentielle aminosyrer, samt har et højt proteinindhold. Derfor er den at foretrække i stedet f.eks. ris eller pasta, som har et højt kulhydratindhold og et højt GI (glykæmisk index, der påvirker blodsukkeret for meget).
Husk at skylle quinoa grundigt før kogning, da de ellers kan give en bitter smag. Kogetiden er ca. 10 minutter på middel varme. Brug 2 dele vand til 1 del quinoa. Du kan også bruge bulgur, som bruges i den traditionelle tabbouleh.
 
 
Ingredienser:
2 dl.  quinoa
500 gr. cherrytomater eller fuldmodne tomater
1 bundt bredbladet eller kruspersille
1 bundt forårsløg (ca. 5 stk.)
½ dl. jomfru olivenolie
1 citron – saften deraf
½ rød chili, finthakket
3 fed hvidløg, finthakket
Salt og peber

Fremgangsmåde:
Tilbered quinoaen som anført på posen. Sæt den færdige quinoa i køleskabet til afkøling.
Tomater, persille og forårsløg hakkes meget fint, og vendes herefter med den afkølede quinoa.
Pres saften af citronen og bland den med olien, hvidløg, chili, salt og peber. Lad dressingen stå og trække en time på køl.

Hæld dressingen over salatblandingen og vend det hele grundigt rundt. Lad salaten trække i et par timer før serveringen.

Ingredienserne
 
Tabbouleh to go
 
 
 
 

lørdag den 9. februar 2013

Flødeis med lakridssmag



(8 stk - alt efter formenes størrelse)

Ingredienser:
4 pasteuriserede æggeblommer
2 tsk. vaniljepulver
2 spsk. Sukrin melis (erstatning for flormelis, der ikke påvirker blodsukkeret)
1 spsk. engelsk lakridspulver
3 dl. piskefløde 38%

Fremgangsmåde:
Æggeblommer, vaniljepulver og Sukrin piskes sammen. I en anden skål piskes fløden stiv – kun lige til det er en fast masse.
Herefter vendes æggemassen forsigtigt i flødeskummet og fyldes på isformene. Jeg brugte isforme fra Stilia.dk. Sæt isformene i fryseren i 5-6 timer, hvorefter de kan spises. De skal dog lige have 5-10 minutter til at tø lidt op, så de kan komme ud af formene.


Tip: Når du har påfyldt isformene, så bank dem et minuts tid ned i bordet så der ikke er luftbobler tilbage.

torsdag den 7. februar 2013

Fiskefrikadeller


Jeg er ikke så god til at få spist fisk 3 gange om ugen, som det anbefales. Det skyldes nok, at jeg lige på dét punkt ikke er så idérig. Det ender næsten altid med panerede fiskefiletter.
Men min mand kom forleden hjem med en hel fryseboks med blandet fisk fra sit arbejde, og så var det jo bare at kaste sig over herlighederne. Dog var der en enkelt pakke uden anvisning af, hvilken fisk det drejede sig om. Jeg kunne kun konkludere, at det var en hvid fisk af en art. Derfor skulle fisken ende som fiskefrikadeller. Det blev til 8 store frikadeller.
Fiskefrikadeller er en god måde at få sin fisk på, og så er de nemme at lave. Vi spiste dem til aftensmad, selvom det nu nok mest er en frokostret, men de smager godt til nøddebrødet, min hjemmelavede remoulade og de grønsager vi nu havde i køleskabet. De er gode af have med i madpakken, og mon ikke om børnene også ville kunne lide dem…
 
(8 stk.)

Ingredienser:
600 gr. hvid fisk
1 løg (stort eller 2 små), grofthakket
1 økologisk æg
2 tsk. salt
Masser af friskkværnet peber
2 fed hvidløg
2 tsk. dild krydderi
4 strøg loppefrøskaller (4 tsk.)
30 gr. mandelmel



Fremgangsmåde:
Fisken kommes i foodprocessoren og finhakkes sammen med løget. Hæld fisken over i en skål og tilsæt resten af ingredienserne. Rør grundigt rundt. Sæt fisken i køleskabet i 10 minutter, så frøskallerne kan nå at suge noget af væden til sig.

Form fisken til 8 store fiskefrikadeller og steg dem i rigeligt smør på middelvarme til de er godt brune og gennemstegte. Pas på når du vender dem. De kan godt være lidt skrøbelige i starten. Velbekomme.

onsdag den 6. februar 2013

Choko-banan nøddeis



Giver ca. ½ liter

Tag isen op af fryseren mindst en halv time før den skal serveres (medmindre det er ispinde).

Her er den serveret med en klat hindbærsorbet, som tilføjer den lidt syrlig smag.








Ingredienser:
100 gr. usaltede cashewnødder
5 dadler
2 dl. vand
2 store modne bananer
2 spsk. mørk kakaopulver

Fremgangsmåde:
Vand, nødder og dadler blendes grundigt. Tilsæt bananstykker lidt efter lidt mens blenderen kører. Tilsæt til sidst kakaopulveret og blend massen til den er lind og uden klumper. Hæld massen i isforme og sæt det på frys. Efter ca. 5 timer er isen klar til at blive spist.


Hindbærsorbet

Ingredienser:
500 gr. frosen hindbær
2 past. æggehvider
½ dl. honning eller agavesirup (90 gr)


Fremgangsmåde:
Alle ingredienserne blendes. Det kan være nødvendigt at tø hindbærene op en times tid før, da det ellers kan være hårdt for blenderen.
Smag eventuelt til med mere honning, hvis du ikke vil have en alt for syrlig smag fra hindbærene.
Frys hindbærmassen natten over.

Tag hindbærsorbet´en op en halv times tid før den skal serveres. Den kan serveres med lidt sødt tilbehør til som tager lidt af den syrlige smag.

tirsdag den 5. februar 2013

Friske hjemmedyrkede spirer

Spirer er fulde af sunde vitaminer, mineraler, enzymer, antioxidanter, aminosyrer, fibre, livskraft og klorofyl. Dette kan jeg jo ikke modstå, så jeg har investeret i en spiredrivbakke, hvor jeg kan dyrke mine egne spirer hjemme i køkkenet.

Jeg købte denne enkle spirebakke fra Bergs Bio Salad til 69,- hos
Yolo. Dertil købte jeg mungbønner, men der kan bruges mange andre sorter frø, bønner, kerner og linser, bl.a.grønne linser, solsikkekerner og lucerne.





Spirer er:
  • Billig frisk grøn mad
  • Nemme at dyrke: Tilføjes kun vand 2 x dagligt - intet andet
  • Kaloriefattige og fulde af fibre
  • Er gode for fordøjelsen pga deres høje indhold af fibre og vand
  • Lækre som top på pizza, wokretter, salater eller i sandwich mv. 

Her giver spirerne et ekstra pift til blomkålspizzaen,
og i dag smed jeg en stor håndfuld i maxi-burgeren



På disse 2 billeder kan man se udviklingen fra dag til dag.
På det venstre billede er mungbønnespirerne 1 døgn gamle, og på det højre er de 2 døgn. Jeg høstede disse spirer efter døgn 3 - lige før de for alvor satte blade.

 

søndag den 3. februar 2013

Hvidkålslasagne med ostesovs

4 portioner

Ingredienser:
½ hvidkål
1 løg
1 fed hvidløg
500 gr. hk. økologisk oksekød
150 gr. bacon i skiver
1 ds. hk. tomater
3 dl. fløde 38%
200 gr. Buko flødeost neutral
1 tsk. dijonsennep
Timian
Salt og peber
Revet muskatnød


Fremgangsmåde:
Tænd for ovnen på 210 grader.

Pil forsigtigt hvidkålsbladene fra hinanden uden at de går i stykker. Blancher bladende i letsaltet vand og lad dem dryppe af i et dørslag.
Imens hakkes løget og svitses i smør med oksekødet og det pressede hvidløg. Når kødet er gennemstegt tilsættes tomaterne og timian, sennep, salt og peber.

 

Varm fløden op og rør flådeosten i og smag til med muskat, salt og peber.

Smør et ovnfast fast og dæk bunden med et par hvidkålsblade. Læg lidt af kødsovsen og ostesovsen ovenpå. Læg herefter hvidkålsblade igen og så fremdeles. Afslut med hvidkål. Dæk det øverste lag hvidkål med baconskiver og bag lasagnen midt i ovnen ved 210 grader i 35 minutter.






lørdag den 2. februar 2013

Blomkålssuppe

Hot og mættende blomkålssuppe, som vegetarer også kan spise, hvis bare parmaskinken udelades.




 

Ingredienser:
1 løg
1 fed hvidløg
1 spsk. revet frisk ingefær
1 tsk. smør
1 lille blomkålshoved
5 dl. vand
1 grønsagsbouillon
1 dl. fløde 38%
1 pk. parmaskinke (ca. 6 skiver)
1 ps. pinjekerner
Salt og peber




Fremgangsmåde:
Tænd for ovnen på 225 grader.

Hak løg og hvidløg. Riv ingefær fint. Svits alle tre ingredienser i smør på en pande uden at de tager farve.

Del blomkålsbuketterne i små buketter og læg dem i en gryde. Hæld vand og bouillon ved og lad det koge i ca. 10 minutter indtil blomkålen er mør.
Hæld vand, blomkål og løgene i en blender og blend det til en jævn suppe.  Hæld suppen tilbage i gryden og tilsæt fløden. Det kan være nødvendigt at blende suppen en gang mere, hvis den ikke er tyk nok.
Smag til med salt og peber.
Læg parmaskinken på bagepapir og bag det i ovnen i ca. 10 minutter til de er sprøde. Tag dem ud af ovnen og lad dem køle af. Rist i mellemtiden pinjekernerne på en tør pande, til de bliver gyldne.




Parmaskinken knuses helt og drysses, sammenmed pinjekernerne, på den glohede blomkålssuppe, der er anrettet i skåle.
Servér eventuelt lidt fuldkornsbrød til suppen.
 


 

Nemme teboller


8 stk.

Ingredienser:
25 gr. smør
4 æg
3 spsk. sukrin (sukkererstatning)
1 dl. fløde
½ tsk salt
3 tsk. bagepulver
4 spsk. loppefrøskaller
2 dl. mandelmel
2 spsk. kværnede hørfrø
2 spsk. kværnede solsikkefrø
2 spsk. kværnede græskarkerner


Fremgangsmåde:
Tænd ovnen på 175 grader.

Smelt smørret og lad det køle af.
Pisk æg, sukrin og fløde sammen. Tilsæt salt, bagepulver, smør og loppefrøskaller.
Rør mandelmel, hørfrø, solsikkefrø og græskarkerner i, og bland godt. Lad det stå og samle sig i 5 minutter.
Dejen lægges på en bagerist beklædt med bagepapir med en spiseske. Læg 8 klatter og form dem med fingrene så de får form som almindelig boller.
Pensles eventuelt med et sammenpisket æg.

Bages i ovnen i 18-20 minutter.