torsdag den 7. februar 2013

Fiskefrikadeller


Jeg er ikke så god til at få spist fisk 3 gange om ugen, som det anbefales. Det skyldes nok, at jeg lige på dét punkt ikke er så idérig. Det ender næsten altid med panerede fiskefiletter.
Men min mand kom forleden hjem med en hel fryseboks med blandet fisk fra sit arbejde, og så var det jo bare at kaste sig over herlighederne. Dog var der en enkelt pakke uden anvisning af, hvilken fisk det drejede sig om. Jeg kunne kun konkludere, at det var en hvid fisk af en art. Derfor skulle fisken ende som fiskefrikadeller. Det blev til 8 store frikadeller.
Fiskefrikadeller er en god måde at få sin fisk på, og så er de nemme at lave. Vi spiste dem til aftensmad, selvom det nu nok mest er en frokostret, men de smager godt til nøddebrødet, min hjemmelavede remoulade og de grønsager vi nu havde i køleskabet. De er gode af have med i madpakken, og mon ikke om børnene også ville kunne lide dem…
 
(8 stk.)

Ingredienser:
600 gr. hvid fisk
1 løg (stort eller 2 små), grofthakket
1 økologisk æg
2 tsk. salt
Masser af friskkværnet peber
2 fed hvidløg
2 tsk. dild krydderi
4 strøg loppefrøskaller (4 tsk.)
30 gr. mandelmel



Fremgangsmåde:
Fisken kommes i foodprocessoren og finhakkes sammen med løget. Hæld fisken over i en skål og tilsæt resten af ingredienserne. Rør grundigt rundt. Sæt fisken i køleskabet i 10 minutter, så frøskallerne kan nå at suge noget af væden til sig.

Form fisken til 8 store fiskefrikadeller og steg dem i rigeligt smør på middelvarme til de er godt brune og gennemstegte. Pas på når du vender dem. De kan godt være lidt skrøbelige i starten. Velbekomme.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar