onsdag den 21. november 2012

Æblekage - LCHF


Så lykkedes det endeligt at få taget mig sammen til at udarbejde en opskrift på en æblekage. Den er inspireret af den amerikanske udgave. Den er meget nem og hurtig at lave.
Den er uden sukker og mel, og den smager forrygende. Det blev ikke til så meget aftensmad i dag, men derimod 2 store stykker af æblekagen.
 
Ingredienser:
100 gr. smør
2 æg
100 gr. græsk yoghurt
3 spsk. sukrin*
25 gr. mandelmel* eller mandler malet til mel
2 spsk. kokos
2 spsk. HUSK frøskaller
1 tsk. bagepulver
4 madæbler
Kanelpulver

¼ l. piskefløde 38 %

Fremgangsmåde:
Tænd ovnen på 200 grader. Smelt smørret og lad det køle af.
Find tærtefadet frem og skræl æblerne og skær dem både, efter du har fjernet kernehuset.
Læg æblebådene ud i fadet til det er godt fyldt. Drys godt med kanel.

 
 
Pisk æg og yoghurt sammen og tilsæt smørret, hvis det er afkølet. Bland de tørre ingredienser sammen og tilsæt til sidst æggemassen. Det hele blandes grundigt, og hældes ud over æblerne. Fordel dejen ud over alle æblerne – brug evt. en dejskraber.

Bag kagen i 30 min. til overfladen er brun. Pisk fløden til flødeskum og server det til den lune kage. Velbekomme
 
 
 
 *Kan købes i helsekostforretninger eller på nettet.

LCHF står for Low Carb High Fat, som går ud på at man udelukker sukker og stivelse i madlavningen, så godt man kan, og derved ikke får så mange kulhydrater. Tilgengæld øger man mængden af proteiner og fedt, som ikke påvirker blodsukkeret, men mætter mere. Derved skulle man også gerne spise mindre.
 

1 kommentar:

  1. Hej! man øger ikke mængden af protein ved LCHF, kun mængden af fedt!

    SvarSlet